En glad mand og hans trøje

Min kære husbond har længe klaget sin nød over sin manglende hjemmestrikkede trøje. Og lige så længe har jeg været frustreret over ikke at kunne færdiggøre noget så simpelt som en trøje til min husbond.

Tilbage i 2008 gik jeg i gang med mit første forsøg på en trøje. Den endte dog med at blive skrinlagt, da jeg ikke brød mig om garnet. Det var alt for tykt og vamset til min smag. Herefter gik jeg helt i stå.

I 2011 gik jeg så i gang igen med et nyt forsøg. Efter mange lange overvejelser havde jeg fundet et mønster, jeg var tilfreds med, som min mand også kunne lide, nemlig Durrow by Jodi Green. Til at begynde med gik det lynhurtigt - men det skulle dog vise sig at gå hen og blive et ret besværligt projekt.

Da jeg gik i gang med ærmet, syntes jeg nemlig, at det var noget stramt, men manden mente, at det passede fint, så jeg strikkede videre.

Regel nr. 1: Lyt altid til din intuition, fremfor mandens når det handler om strik.

Da jeg havde strikket kroppen, og næsten to ærmer indså manden, at ærmet måske alligevel blev for stramt. Jeg kapitulerede og smed trøjen over i et hjørne, hvor den lå et års tid og hyggede sig og ventede på, at jeg gad starte forfra på en større pind.

I mellemtiden blev jeg ofte mindet om den savnede trøje, som min husbond regnede med at få omkring julen 2020.

I forbindelse med vores flytning til Sønderborg besluttede jeg mig for igen at gå i gang med 'Projekt Trøje'. Projektet var oplagt til at tage med som eneste der ikke blev pakket ned, da jeg jo så ville blive tvunget til at strikke på det og kun det. Det lykkedes da også at komme i gang igen - men jeg endte med at strikke ærmet om to gange, da jeg åbenbart skulle to pindestørrelser op. Sikke et arbejde.

Herefter kom jeg til at starte på et par huer til tøserne, for at få lidt afvekling. Det udløste en lang strøm af kommentarer om julen 2020, så da manden skulle til Thailand på forretningsrejse i november, besluttede jeg mig for at nu skulle det være. Han skulle have den trøje til jul.

Jeg strikkede hver dag, hver gang jeg havde hænderne fri. Da han kom hjem gemte jeg trøjen og strikkede videre hver aften efter han var gået i seng. Pænt besværligt at skulle gemme trøjen væk i en fart hver gang man hørte sengen knirke.

Men det lykkedes. Og glad blev han. Og pænt overrasket tilmed.

Her er det færdige resultat.