Gå til hovedindhold

Cabled Cardigan - KK183

Indsendt af KnittingDane ,

Opskriften

Denne cardigan tog mig rigtig lang tid at finde en opskrift på. Jeg forsvandt helt i søgninger på Ravelry.com, før jeg fandt noget, jeg var helt tilfreds med. Og da jeg så endelig var tilfreds, så tog det mig ligeså lang tid at finde et sted, hvor jeg kunne købe den. For selvfølgelig blev den da ikke solgt digitalt, og de fleste netbutikker jeg fandt den i tog selvfølge $80 i forsendelse, hvilket jeg måske synes var lidt pebret i forhold til opskriften, som kostede omkring $5. Nå, men det lykkedes da omsider at finde et sted, der kun tog $6 for forsendelse, og så blev der straks bestilt.

Da strikkeopskriften ankom, kunne jeg til min store ærgelse konstatere, at det var en af de mange opskrifter, som splitter strikkeprocessen til atomer, og efterlader en med oceaner af monteringsarbejde til slut. Den mulighed havde slet ikke strejfet min tanke ved bestillingen. Jeg besluttede mig dog for at følge opskriften alligevel, da det passede fint med små projekter til togturen hver morgen på vej til kursus.

Cabled Cardigan

Garnet

Så kom turen til garnet - her rodede jeg lige så lang tid rundt på nettet, og endte med at droppe den type garn jeg først havde udset mig. I stedet endte jeg med at prøve Supersoft fra Holst Garn, da jeg har set mange benytte dette garn. Pea green blev det og fin var den. Jeg snuppede en hel spole og fik den derfor ret billigt. Men for at kunne strikke med to tråde måtte jeg vinde garnet op i nøgler alligevel. Jeg var heldig og ramte 4 nøgler i cirka samme størrelse. Til en anden gang har jeg vejet spolepappet, så jeg ved, hvor meget garn jeg har tilbage på spolen - 40 g vejede spolepappet.

Strikkeprøven blev strikket med 2 tråde på pind 4 ½ og gav en strikkefasthed på 20 masker pr. 10 cm. Butikken sagde omtrent 16 masker pr. 10 cm på pind 4 - 4 ½, så det overraskede mig noget. Jeg tog ellers hele den lange procedure med vask og opspænding, men dette ændrede intet på strikkefastheden.

Strikningen

Strikkeopskriften var desværre noget upræcis i forhold til angivelse af strikkefasthed og størrelse, så jeg gik i kast med projektet noget usikker på, hvad resultatet ville blive. Min togkammerat, som jeg fulgtes med mange af dagene på til kursus, var sikker på, at jeg måtte ende med at stikke den til en af mine døtre. Jeg var dog fortrøstningsfuld, da jeg jo er ret glad for tætsiddende tøj og ved hvor lidt det fylder i skufferne i forhold til de store tykke trøjer.

Opskriften var nem at følge, lige indtil jeg opdagede, hvad jeg mente måtte være en fejl i opskriften. Antallet af indtagninger og aflukninger passede ikke med antallet af masker på frontstykkerne - jeg regnede møjsommeligt hele opskriften efter for at være sikker. Efter en brevveksling med designeren blev jeg blot endnu mere forvirret, da hun mente, at jeg havde mistolket hele opskriften - også selv om antallet passede perfekt alle andre steder. Hvis jeg skulle følge hendes nye vejledning, ville jeg ende med, at bagstykket pludselig ikke passede, hvilket jo ville være lidt fjollet. Jeg valgte derfor at overhøre designerens forklaring, da den heller ikke matchede de andre projekter, jeg kunne finde på ravelry. I stedet ændrede jeg selv antallet af aflukninger.

Cabled Cardigan 1
Cabled Cardigan 2
Cabled Cardigan 3
Cabled Cardigan 4

I må bære over med de hullede lagner - de stammer fra børnenes legeværelse, hvor der leges mere end soves.

Resultatet

Efter timevis af monteringsarbejde endte det hele sådan her:

Cabled Cardigan 5

Flere billeder følger når min søster uploader billeder til mig fra bededagsferiens konfirmation, hvor cardiganen blev taget i brug. Men jeg er ganske tilfreds med udseendet. Den passer perfekt til en gravid mave og passer også mig!

Efter endt strikning må jeg konstatere, at jeg ikke synes at supersoft er i nærheden af at være supersoft. Min egen oplevelse af garnet er, at det kradser ret meget - også efter vask. Dog kan jeg godt have den på uden at gå helt amok i kradseriet, men det er ikke altid lige behageligt.

Kommentarer

Gitte

Du kan med fordel lade spolen med garnet stå på din bagevægt, mens du vinder nøglet. Så kan du let regne ud, hvor meget du skal have tilbage på spolen, når du har lavet et nøgle på fx 100 gram.

ons, 05/05/2010 - 21:17 Permalink
Profile picture for user KnittingDane
KnittingDane

Som svar til af Gitte

Problemet var, at jeg skulle strikke med to tråde. Derfor ville jeg gerne have et lige antal nøgler med lige meget garn på hvert nøgle.

Det kræver, at jeg ved, hvor meget garn der er tilbage på spolen, ellers kan jeg vel ikke vide, hvor meget der skal på de to sidste nøgler?

Med mindre der er præcis 500 g eller jeg ved hvor meget spolen vejer?

lør, 08/05/2010 - 00:07 Permalink
Gitte

Som svar til af KnittingDane

Nej så kan jeg godt se problemet. Som du selv skriver, er det vægten på spolen, som du har brug for at vide. I weekenden købte jeg to nye spoler og jeg har lige kontrol-vejet dem. De vejer henholdsvis 537 og 545 gram, og har en papspole.

Umiddelbart tror jeg ikke, at spolen vejer over 50 gram, men hvis du ikke finder én, som kender vægten på spolen, så er du nok nødt til at "sjusse" dig til størrelsen på de to sidste nøgler.

man, 10/05/2010 - 22:33 Permalink

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.