Jeg har haft besøg i dag...

Og det var et af de rigtig dejlige :o)

Ikke nok med at vi fik snakket strik over flødeskumskagerne, mens vi lige ordnede verdenssituationen - vi kom også ind på mit forlængst glemte uldsjal.

Det sjal som jeg ikke har haft nerver til at spænde op endnu, selv om det blev færdigt i september 2008. Jeg har for længst monteret fiskesnøre hele vejen rundt langs kanten, men herefter har jeg ikke haft modet til at spænde det op. En af årsagerne var, at jeg frygtede for den 30 år gamle ulds holdbarhed. Under strikningen fandt jeg ud af, at det nogle steder var ret skrøbeligt, så nervøsiteten lå på om jeg nu havde fået lavet garnskiftene godt nok, eller om de ville gå op ved opspændingen.

Endnu en ting som har stoppet mig, er nok også, at jeg er så perfektionistisk, at alt skal gøres helt perfekt første gang. Jeg har læst vejledning efter vejledning på nettet om, hvordan man spænder op på den bedst mulige måde, men var stadig i tvivl om, hvordan jeg skulle få den fiskesnøre til at fungere.

Nå men alt det stopper jo ikke min kære veninde (heldigvis) - hun foreslog straks, at vi da bare kunne ordne det nu! Jeg slog det først hen, men tænkte så: "Ej, hvis ikke jeg gør det nu, så gør jeg det jo aldrig". Og så gik vi i krig.

Først lidt mild shampoo og en tur i håndvasken, hvor det fik lov at trække over en kop kaffe.