Vil du gerne lære at strikke, og har du ikke en strikketante i din umiddelbare nærhed, som kan hjælpe dig, er her en vejledning, der kan hjælpe dig i gang med strikketøjet.
Første skridt - Garn og pinde
Før du kan gå i gang med at lære at strikke, har du brug for noget at strikke med. Jeg vil anbefale en strikkepind et sted mellem størrelse 4 og 6 mm. Bliver tykkelsen for lille, tager det for lang tid før du kan se et resultat, og bliver den for tyk, er det for klodset at sidde med. Garntypen er en smagssag. Jeg foretrækker selv at strikke i uld, da det er elastisk og derfor mindre hårdt at strikke med.
Læs mere om: strikkepinde, pindestørrelser
Andet skridt - Lær at slå masker op
For overhovedet at kunne komme i gang med at strikke skal du først og fremmest lære at slå masker op. Den mest anvendte metode i Danmark er krydsopslagning.
Se her hvordan du gør:
Læs mere om: opslag
Tredje skridt - Lær at strikke ret og vrang
Når du har slået masker op, skal du lære at strikke ret og vrang. Ret er den nemmeste maske at strikke, så begynd med denne.
Inden du går i gang er det en god ide at lære at genkende maskerne, og lære hvordan maskerne skal vende på pinden, for at undgå drejede masker. Hvis du strikker ret både frem og tilbage på pinden får du retstrik, som til forveksling ligner vrang. Forvirret? Så læs denne artikel: Hvorfor ligner mine retmasker vrangmasker!?.
Se her hvordan du strikker ret:
Hvis du derimod gerne vil strikke glatstrik (se billedet herunder), skal du også lære at vrang. For at strikke glatstrik skal du nemlig strikke skiftevis en retpind og en vrangpind.
Se her hvordan du strikker vrang:
Fjerde skridt - Tag ind og ud og luk masker af
Vil du give dit arbejde form, skal du lære at tage masker ind og ud. Du kan finde mere om dette i artiklerne indtagninger og udtagninger.
Og når du er færdig skal du lukke dine masker af. Her en lille video der viser, hvordan du gør:
Læs mere om: aflukning
Femte skridt - Find et projekt
Find et strikkeprojekt som er nogenlunde nemt at overskue til at begynde med.
Et halstørklæde er altid en god start, da det oftest kun består af ret og vrangmasker og ingen ind- og udtagninger mm.
Når du først har fået styr på ret og vrang, er det blot at kaste sig ud i strikkeverdenen, og grave ned i det du finder allermest spændende.
Læs mere om: at læse en strikkeopskrift, at læse mønsterrapporter og mønsterdiagrammer, strikkeordbog
Lykke til...
Kommentarer
er absolut nybegynder
er absolut nybegynder. Glæder mig til "måske" at lære hvordan
Som svar til er absolut nybegynder af Frank Stjerneborg
God fornøjelse :)
Du må endelig spørge om hjælp, hvis der er noget du bliver i tvivl om :)
Antal pinde/rækker
Hvordan kan jeg se/tælle hvor mange pinde/rækker jeg har strikket?
Som svar til Antal pinde/rækker af Jannick
Først skal du lære at…
Først skal du lære at genkende maskerne http://www.paapinden.dk/strik/laer-at-genkende-maskerne Så kan du tælle maskerne i højden :)
Som svar til Først skal du lære at… af KnittingDane
I princippet kan jeg godt…
I princippet kan jeg godt genkende maskerne, men jeg strikker dobbelt perlestrik og har meget svært ved at se hvad der er hvad
Som svar til I princippet kan jeg godt… af Jannick
Hvis du strikker dobbelt…
Hvis du strikker dobbelt perlestrik http://www.paapinden.dk/strik/dobbelt-perlestrik, så bør der være 4 masker i højden pr. gang du gentager mønsteret. Så kan du tælle hvor mange gentagelser der er og gange med 4.
Lange masker
Hej!
Jeg er helt nybegynder og øver mig i øjeblikket på ret masker og vrang masker.
Jeg oplever dog et stort problem i mine maskers ender. De bliver utrolig løse i enderne, men i midten er maskerne pæne og tætte som jeg gerne vil have dem.
Hvad gør jeg forkert?
Som svar til Lange masker af Annemette Skov
Når du vender arbejdet så…
Når du vender arbejdet så stram garnet til. Det kan hjælpe på de lange masker. Og ellers handler det om øvelse :)
God strikkelyst
Irene
Tilføj kommentar