Tofarvestrik er glatstrik strikket med to farver på en gang, hvor farverne kombineres til alskens mønstre. Det karakteristiske for tofarvestrik er, at den ubrugte tråd føres med på vrangsiden af strikketøjet til den skal benyttes igen. Således bliver strikketøjet tykt og tæt.
For at undgå for lange tråde på vrangsiden af arbejdet, anvendes kun to forskellige farver på hver pind. Er der for langt mellem farveskiftet, kan den ubrugte farve hæftes til bagsiden undervejs (se videoen). Tager du højde for dominans undervejs kan du fremhæve nøjagtigt det udtryk, du ønsker.
Teknikken kaldes også jaquardstrik og benyttes i Fair Isle strik (shetlandsk), norsk, færøsk og islandsk mønsterstrikning, såvel som hønsestrik.
På engelsk kaldes metoden stranded knitting og two-color knitting.
Mønstrene kan varieres i det uendelige, men man skal være opmærksom på ikke at lade den ubenyttede tråd strække sig over for mange masker på vrangsiden. Bliver tråden for lang, risikerer den at hænge fast i fingre og knapper i det færdige strikketøj. Derfor kan det være en fordel at hæfte det ubrugte garn på vrangsiden undervejs, som vist i videoen.
Det er vigtigt ikke at strikke for stramt, da mønstrene ellers strækkes sammen.
Tofarvestrik strikkes herhjemme med begge farver på venstre hånd. Den ene farve lægger du kun over pegefingeren (nærmest arbejdet), og den anden lægger du over pege- og langefinger (se videoen). Tråden over pege- og langefinger skal ligge nærmest neglen og tråden over pegefingeren nærmest arbejdet (og hjertet). Vær opmærksom på at det ikke er ligegyldigt, hvilken farve der ligger øverst - tråden nærmest arbejdet (og hjertet) kaldes den dominante og vil på det færdige arbejde træde tydeligere frem end baggrundsfarven.
Du kan også kombinere Continental knitting og English knitting og holde en farve i hver hånd ved tofarvestrik. Det kaldes på engelsk two hand two color knitting. Men denne teknik kræver, at du mestrer teknikken med garnet i højre hånd, som englænderne benytter.
Mønsterrapporter til tofarvestrik angiver mønsteret med farvekoder for hver farve, der benyttes.
Vær opmærksom på, at du hurtigt bruger den dobbelte mængde garn i forhold til ensfarvet glatstrik.
Herunder kan du se en video der viser, hvordan du strikker tofarvestrik med begge farver i venstre hånd. Sidste del af videoen viser, hvordan du strikkehæfter garnet på bagsiden. Dette er særligt brugbart ved mønstre, der strækker sig over mere end 4 masker, hvis du vil undgå løse tråde på bagsiden.
Kommentarer
tofarvestrik
Hmmm - det ser flot ud. MEN - jeg tænker - gad vide, hvordan trøjen ser ud, efter nogle mdr.? Når diverse ting har hængt fast i trådene?? Det tror jeg ikke er helt så godt!
KH Jytte
Som svar til tofarvestrik af Jytte Høj Hammer
Pt er der intet, der har…
Pt er der intet, der har hængt fast :)
Men jeg vil også helt klart anbefale, at man husker at hæfte undervejs, som på videoen. Det gør, at der er mindre sandsynlighed for, at noget hænger ved
Tofarvestrik fra vrangen
Tusind tak for en rigtig god forklaring og video. Jeg har strikket i 35 år, men har altid afholdt mig fra fair isle mønstre, fordi det ikke blev pænt. Nu er jeg så begyndt at strikke den slags til børnebørnene, fordi der er så mange søde motiver. Jeg synes bare stadig ikke, at det bliver så pænt, for jeg kan ikke finde ud af at strikke det ordentligt på vrangen, for ikke alle opskrifter er jo på rundpind. Jeg har heller ikke kunnet finde en video eller en fyldestgørende forklaring - har du evt. sådan én?
Venligst Jeanette
Som svar til Tofarvestrik fra vrangen af Jeanette
Hej Jeanette…
Hej Jeanette
Jeg har desværre ingen video af teknikken. De fleste opskrifter undgår, da også tostrikfarvestrik fra vrangsiden, da det er besværligt
Jeg har lært vildt meget af…
Jeg har lært vildt meget af denne video, mange tak!
Jeg tænker blot; jeg har planer om at strikke en figur i 4 forskellige farver (på et halstørklæde), hvor de forskellige garn kommer til at skulle følge med op af det jeg strikker (jeg skal bla. lave et ansigt), og jeg håber på at kunne strikke det på 2 alm. pinde istedet for på en rundpind eller strømpepinde. Kommer jeg til at skulle bruge nogle anderledes teknikker for det?
Jeg er usikker på hvordan jeg skal kunne hæfte garnet når jeg strikker vrang.
På forhånd tak for hjælpen.
Mvh. Linda
Som svar til Jeg har lært vildt meget af… af Linda
Tofarvestrik fra vrangsiden
Tofarvestrik fra vrangsiden er ikke helt nemt. Derfor er der netop også mange opskrifter, hvor arbejdet strikkes rundt og klippes til sidst, blot for at undgå besværet.
Jeg har desværre ingen video af teknikken.
Som svar til Tofarvestrik fra vrangsiden af KnittingDane
Tofarvestrik fra vrangsiden
Jeg har erfaring med at sno garnet ved ny pind på bagsiden, det virker for mig.
Som svar til Tofarvestrik fra vrangsiden af KnittingDane
Mønsterstrik på vrangpind
Måske kan denne video bruges. Den hjalp i hvert fald mig
https://m.youtube.com/watch?v=_jWoAKf6uDQ
Hej. Jeg kunne virkelig godt…
Hej. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at strikke et babytæppe med peter plys motiv, men jeg har egentlig aldrig prøvet det før (altså at strikke med motiv). Ville ovenstående teknik være at anbefale, hvis man skal bruge farver til motivet?
Som svar til Hej. Jeg kunne virkelig godt… af Dina
Ja så længe der ikke er for…
Ja så længe der ikke er for langt i mellem farveskiftende :)
Tilføj kommentar