Gå til hovedindhold

Bondehæl

Engelsk
Peasant heel også kaldet Afterthought heel

En bondehæl er perfekt til reparation af dine strømper - i hvert fald, hvis det er hælen, der slides igennem først.

Navnet har den fået efter sparsommelige bønder, som gennem tiden har sat en stor ære i at få mest muligt ud af mindst muligt. Med dette princip in mente var det helt almindeligt ikke at kassere hullede strømper, men i stedet reparere disse. For eksempel ved at strikke en en ny hæl i strømpen.

Thumbnail

Bondehælen kan strikkes i strømpen fra begyndelsen, for eksempel ved hjælp af en hjælpetråd, eller blot benyttes som reparation af en timeglashæl. Hælen strikkes som en ganske almindelig tå - ja du hørte rigtigt - som en tå. En tå har nemlig samme form, som timeglashælen.

Bondehæl til reparation - først pilles hælen op

Først samles maskerne til hælen op. Da jeg normalt strikker hælen over halvdelen af strømpens masker, samler jeg i dette tilfælde halvdelen af mine 60 masker op på begge sider af hælen - dermed har jeg 2 x 30 masker. Jeg strikker selv med den magiske løkke - strikker du med 5 pinde, vil du have 4 x 15 masker.

Så piller jeg hælen op, som herunder.

Thumbnail

En ny hæl strikkes

Den nye hæl strikkes her ved hjælp af den magiske løkke, dermed er der 30 masker på hver pind. Strikkes der med 5 strømpepinde vil der være 15 masker på hver pind. Hælen strikkes rundt med indtagninger på hver anden omgang (læg mærke til at jeg her skelner mellem omgange og pinde).

Strik således:

Første omgang (2 pinde af 30 masker): Strik 1 ret, tag en maske løs af, strik næste maske ret og træk den løse maske over den strikkede, strik ret til der er 3 masker tilbage på pinden, strik 2 ret sammen, strik 1 ret. Gentag på næste pind.

Anden omgang: Strik ret på begge pinde.

De to omgange gentages til der er 12 masker på hver pind (eventuelt mindre, hvis du ønsker en spidsere hæl).

Thumbnail
Thumbnail

Der lukkes herefter af med maskesting med arbejdet på pindene og enderne hæftes.

Thumbnail

Bondehæl fra begyndelsen

Vil du strikke bondehæl fra begyndelsen, skal du blot strikke hele strømpens længde uden at strikke hæl. Når strømpen er færdig, pilles en række masker op, hvor hælen skal placeres, og maskerne sættes på pinde. Herefter strikkes hælen, nøjagtig som en bondehæl.

Der kan også strikkes en hjælpesnor ind i strømpen, hvor hælen skal sidde, ligesom ved usynlige tommelfingre på et par vanter.

Kommentarer

Inge Jørgensen

Jeg strikker mange sokker , tåen op. Vil forsøge med bondehæl, da manden slider hælen hurtigt.bruger ellers kilehæl, hvor jeg har 18 cm til udtagnigen begynder .hvor rget skaljeghave nu ?
Hilsen og påforhånd tak Inge

tor, 15/01/2015 - 10:15 Permalink
Profile picture for user KnittingDane
KnittingDane

Som svar til af Inge Jørgensen

Det kommer helt an på størrelsen på strømpen, dine pinde og dit garn. Du kan dog som udgangspunkt gå ud fra, at hælen vil fylde samme længde som tåen :)

fre, 16/01/2015 - 13:24 Permalink
Rita Sax Sørensen

Hvis man vil lave bondehælen på vej op, hvad så. Synes det er lidt bøvlet at samle maskerne op, når man har indsat en snor.?

man, 02/03/2015 - 16:48 Permalink
Alexandra Shir…

Jeg har et mindre problem. Jeg kan bare ikke se det for mig. 

Når Jeg har strikke 2 fine sokker uden hæl... hvordan piller jeg så den række op til en bondehæl? Hvordan? Jeg forstå det ikke. 

søn, 27/05/2018 - 14:31 Permalink
Profile picture for user KnittingDane
KnittingDane

Som svar til af Alexandra Shir…

Der er to metoder til bondehælen. Man kan enten strikke en hjælpesnor ind, hvor hælen skal være. Lige som ved en usynlig tommelfinger

Alternativt kan man vælge at bryde garnet der hvor hælen skal være og så pille rækken op.

man, 18/06/2018 - 19:19 Permalink
Alexandra Shir…

Jeg har ellers strikket mange sokker med timeglas hæl, men kan slet ikke huske hvor på sokken jeg påbegyndte hælen. 

Nu vil jeg gerne prøve bondehælen. 

Men hvor starter jeg? 

tir, 29/05/2018 - 16:34 Permalink
Profile picture for user KnittingDane
KnittingDane

Bondehælen skal placeres samme sted som en timeglashæl. Du kan regne med at hælen får omtrent samme længde som tåen. Dermed skal den placeres en tålængde/hællængde fra fuld længde. Husk at trække 15 % fra fuld længde hvis strømpen skal sidde tæt.

man, 18/06/2018 - 19:26 Permalink

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.