En nem løsning er blot at strikke dobbelt over et vist antal masker inden garnet brydes. Du lægger blot det nye garn langs det gamle og strikker til du selv synes der er tilstrækkeligt med dobbeltmasker.
Jeg har hørt nogle sige at 3-4 masker er rigeligt, men jeg er den mere forsigtige type og strikker som oftest omkring 8 masker dobbelt afhængig af garntypen.
Stykket, hvor der strikkes dobbelt, er lidt tykkere end resten af arbejdet, men ellers er hæftningen næsten usynlig.
Denne hæftning er ikke god til farveskift, hvis du ønsker et tydeligt skift mellem farverne.
Sådan gør du
Læg garnet dobbelt og strik med dobbelt garn over et vist antal masker.
Strik videre med det nye garn og lad garnenderne hænge på bagsiden. Klip dem til sidst - jeg venter selv til arbejdet har været vasket.
Som det ses er det praktisk taget umuligt at se, hvor der er strikket dobbelt (se maskerne mellem pilene). Resultatet afhænger dog af garnet.
Er du mere til video end billeder, så se denne video der viser, hvordan du gør:
Et tip til to tråde
Når jeg strikker med to tråde garn, skifter jeg kun en tråd af gangen. Således undgår jeg at skulle hæfte fire ender meget tæt på hinanden, og samtidigt bliver skiftet mindre synligt.
Tilføj kommentar