Langsomt skred arbejdet frem.
I begyndelsen bandede jeg over, at jeg overhovedet var gået i gang, for mage til ensformigt arbejde tror jeg endnu ikke jeg har haft gang i. Jeg var et godt stykke oppe før jeg havde memoreret mønsterrapporterne omkring bunden af bladene, og endnu længere tid skulle der gå inden jeg kunne huske de små variationer i kanten. Jeg kigger stadig med på mønsterrapporten af og til, om ikke andet, så bare for at mærke af, hvor mange rækker jeg har strikket.
Pludselig tog arbejdet fart.
Med farten kom også spørgsmålet om længden og pludselig kunne jeg mærke den lovede strikkeprøve bide mig i hælen. Igang måtte jeg, og i min iver glemte jeg da lige en nogenlunde ok baggrund, så her får I opspænding på flyttekasse.
Ohh at spænde op.
Det er første gang jeg prøver at spænde strik op, så grundig som jeg er, har jeg læst side op og side ned på nettet om at spænde strikketøj op før jeg gik igang. Selvfølgelig kunne jeg heller ikke lige lade være med at ringe til min kære mor for lige at høre hendes syn på sagen, og ligeledes spurgte jeg min bedstemor til råds inden jeg gik i gang. Men så var jeg også nogenlunde sikker i min sag, da jeg dyppede prøven i vandbadet.
Jeg er dog endnu ikke helt sikker på, hvordan jeg skal gøre når jeg om kort tid står med to meter strik der skal spændes op. Jeg har svært ved at forestille mig, at et par knappenåle kan holde til det træk de vil blive udsat for når linen spændes op. Papkassen her fungerede fantastisk til at holde nålene i spænd. Men til to meter strik rækker en papkasse ikke. Min tanke er at benytte vores ekstra madras, men hvordan for man så nålene til at holde. Ja der er jo ikke andet for end at lade det komme an på en prøve...
Tilføj kommentar