Denne udtagning er noget nær usynlig på det færdige arbejde, hvis du strikker i ensfarvet garn.
Da der findes to variationer, hvor den ene hælder venstre og den anden mod højre er den god til for eksempel raglanudtagninger, hvor udtagningerne bliver placeret på hver sin side af en eller som her to masker. Metoden er også god, hvis der tages ud i hver side af et arbejde.
Strikker du med farveskift, skal du være opmærksom på, at denne udtagning trækker farven fra sidste række op på den række, hvor udtagningen placeres. Derfor anbefaler jeg i stedet at benytte løkkeudtagning, hvis du strikker med farveskift.
Udtagningen kan være stram, hvis der tages for mange masker ud for tæt på hinanden.
Udtagninger i hver side af arbejdet
Strik en kantmaske, 1 løftet udtagning mod højre, strik frem til anden sidste maske, 1 løftet udtagning mod venstre, strik en kantmaske
Raglanudtagninger
På billedet her under er raglanen strikket som beskrevet i det følgende. Du kan også nøjes med 1 retmaske mellem udtagningerne. Jeg strikker som regel med 2, da udtagningen ellers kan være stram.
1 løftet udtagning mod venstre (til højre for midten), 2 ret, 1 løftet udtagning mod højre (til venstre for midten)
1 løftet udtagning mod højre
Højre pind stikkes ind i masken under den maske, der skal strikkes. Der strikkes ret i den løftede maske.
Benyttes denne udtagning til raglan, skal den placeres på venstre side af midten. Benyttes den til udtagning i kanten, placeres den i højre side.
Forkortelse: 1 l ud mod højre
Engelsk forkortelse: KRL
1 løftet udtagning mod venstre
Venstre pind stikkes ind i masken under den maske, der lige er strikket. Masken løftes op på pinden og der strikkes ret i den.
Benyttes denne udtagning til raglan, skal den placeres på højre side af midten. Benyttes den til udtagning i kanten, placeres den i venstre side.
Forkortelse: 1 l ud mod venstre
Engelsk forkortelse: KLL
Kommentarer
raglan-udtagninger
Super fin instruktion! Jeg er stødt på de danske forkortelser luv og luh for hhv løftet udtagning til venstre og højre.
Som svar til raglan-udtagninger af Tine
Hej Tine…
Hej Tine
Tak for tippet :) og rosen :rose:
Tilføj kommentar