Man skulle jo ellers tro, at jeg havde fået styr på det der med at strikke vanter efter mine udfordringer med vantestrik sidste år. Men nej - så nemt er det åbenbart ikke.
Min ældste datter havde bestilt et par vanter og jeg gravede mig derfor ned i gemmerne og fandt et par nøgler Sandnes Sisu (strømpegarn) til pind 2½-3. Jeg gik straks i kast med en improviseret opskrift. Da jeg jo havde vanterne fra sidste år, som havde vist sig at være alt for store, så kunne jeg jo snildt tage et par masker af i omkredsen - vi er nogenlunde samme størrelse. Det fungerede egentlig også fint, men selvfølgelig glemte jeg da lige at skifte til pind 3, da jeg var færdig med håndmanchetten - og så fungerede det altså ikke så fint længere...
Nå jeg piller op igen og prøver samtidigt et nyt mønster, da jeg syntes det første var for kedeligt. Det virkede så heller ikke, da mønsteret spændte over for mange masker, og dermed gav løse snore på bagsiden. Ikke smart når vanterne skal af og på hele tiden og fingrene river fat i garnet. Jamen så starter man da bare forfra igen igen - pyyyhhha det trækker tænder ud. Måske jeg bare frem over skulle holde mig til nedskrevne opskrifter??
Nå men denne gang var så lykkens gang. Det lykkedes hvert fald - og jeg blev endda færdig inden vinteren var omme denne gang. Jeg er ikke lige tilfreds med farvevalget - der mangler kontrast, men ok - så strikker jeg da bare et par mere...
Og her tegner og fortæller min smukke datter - lige inden hun til sidst flyver fra reden med sine nye vanter.
Tilføj kommentar