Jeg har længe gået og kigget på resterne af min Zauberball Schoppelwolle, og funderet over hvad jeg skulle bruge dem til. En kopi af de stribede strømper ville jeg ikke have (selv om de er fede), så i stedet har jeg kombineret resterne af den brombærfarvede Zauberball (Brombeeren) med en gul Lanett Superwash Merino uld (fra Sandnes).
Andenyngste datter kalder kombinationen for bistrømper.

Selvfølgelig skulle strømpen have en timeglashæl, det er klart det kønneste til stribede strømper. Og resultatet af hælen bliver da også flottere og flottere for hver gang jeg strikker den.
Min favorittå
Som sædvanligt kunne jeg ikke lige huske udtagningsteknikken til min favorittå, og måtte derfor strikke om en enkelt gang. Jeg foretrækker nemlig en afrundet tå og tager derfor ud på hver omgang de første runder, hvorefter at jeg skifter til udtagninger på hver anden runde. I første forsøg forsøgte jeg mig med at lave udtagningerne som løkkeopslag, men det synes jeg ikke blev pænt nok, når der skulle tages ud på hver runde. Det er ellers min favoritudtagning til tæer, hvis der kun tages ud på hver anden omgang. I stedet tog jeg ud ved at tage 1 ret ud. Dette efterlader en lille vrangmaske på retsiden, men det er det der giver det pæneste resultat i mine øjne, når der skal tages ud på hver omgang.
Og for at jeg efterfølgende kan huske, hvordan jeg skal gøre, så er her en vejledning til min favorittå:
- Slå 24 masker op med ottetalsopslag (12 masker på hver pind)
- Udtagningsrunder strikkes således: Tag 1 ret ud på første maske og 1 ret ud på anden sidste maske (på begge pinde)
- Tag ud på hver runde til du har 40 masker (20 masker på hver pind)
- Tag ud på hver anden runde til du har 60 masker (30 masker på hver pind)
Og strik så videre... Her resultatet:

Og her i huset kan selvfølgelig ikke tages billeder uden at alle mine lækre tøser er med. Det er ren hygge :)

Seneste kommentarer