Ja jeg må indrømme, at mine favoritstrikkebøger ikke er bøger fuld af strikkeopskrifter, men derimod bøger der handler om strikketeknikker, mønstre og lignende. Således er min sidste boganskaffelse også en bog uden en eneste strikkeopskrift, men derimod en bog propfuld af strikkemønstre. Mere præcist en samling af 400 strikkemønstre til at inspirere til min indre strikketante.
Bogen er, som de fleste bøger jeg køber, på engelsk og hedder: 400 knitting stitches.
Jeg har ofte lånt en af den slags bøger på biblioteket og finder mig selv aften efter aften sidde og bladre gennem mønstertyper for at finde inspiration til nye projekter. Derfor tænkte jeg, at det måtte være på tide, at jeg fik min egen samling af basismønstre. Og det fik jeg så.
Bogen er er opdelt i mønstertyper, som ret og vrangmønstre, snoninger, vævemønstre, hulmønstre med mere. Alle mønstre illustreres med både billede og mønsterrapport og følges op af en vejledning pind for pind. For hvert mønster er en forklaring af, hvordan man givet fald kan opnå symmetri eller kontinuitet i mønsteret.
Alt i alt en fin bog der opfyldte mit ønske om inspiration til mit strikketøj.
Tilføj kommentar