Skyggestrik er en ganske simpel teknik med et imponerende resultat. Ved at strikke med kun to forskellige grundmønstre bestående af de samme to farver, men med hver sin farvedominans, opstår et skyggebillede i strikketøjet.
Magien opstår når der på vrangsiden skiftes mellem ret og vrangmasker. Da vrangmaskerne på retsiden vil ligge højere end retmaskerne, vil disse blive fremhævet. Når arbejdet bevæges opstår en skyggeeffekt, da mønsteret fremhæves alt efter, hvordan det vendes.
Ser du ind på det færdige strikketøj forfra, kan det være svært at se mønsteret, da det jo alene dannes af de højdeforskelle som ret- og vrangmaskerne tilfører strikketøjet.
Hvordan strikkes skyggestrik?
Der strikkes skiftevis to pinde af hver farve, for eksempel to pinde blå og derefter to pinde rød, etc.
På retsiden strikkes alle masker ret. På vrangsiden skiftes mellem ret og vrang afhængigt af mønsteret.
Dermed strikkes mønsteret fra vrangsiden.
Når mønsteret strikkes fra vrangsiden, kan det være svært at holde styr på, hvor i mønsteret man er kommet til. Derfor er det en god ide at anvende maskemarkører til at angive, hvor i mønsteret man er.
Mønsterrapporter til skyggestrik
Helt elementært består skyggestrik af to grundmønstre, også kaldet mønsterrapporter, som alle mønsterdiagrammer for skyggestrik bygges op af. Et hvor den mørke farve er dominerende og et hvor den lyse farve er dominerende.
Hvert grundmønster består af 4 masker fordelt over 4 pinde - to mørke og to lyse. De to grundmønstre kombineres for at danne et samlet mønster.
Mønsterets baggrundsfarve angiver farven der strikkes med, og cirklerne angiver, hvor der strikkes en retrille (ret på vrangsiden). Det er retrillen der giver dominansen. Resten strikkes glatstrik.
Lys dominans giver en lys
rille på retsiden af strikketøjet.
Mørk dominans giver en mørk
rille på retsiden af strikketøjet.
Tips til kanter
For at få en pæn kant tages første maske på hver pind løs af som ret med garnet bag arbejdet. Sidste maske på hver pind strikkes vrang. Når der skiftes farve, krydses den nye farve altid ind foran den gamle farve.
Sørg for ikke at stramme garnet for meget når der skiftes farve, da kanten ellers vil trække sig sammen.
Hvilke farver?
Skyggestrik strikkes med blot to forskellige farver. Den største effekt opnås ved at vælge kontrastfarver.
Eksempel på mønsterdiagram for skyggestrik
Her et eksempel på hvordan et mønsterdiagram kan se ud. Her et diagram for skaktern.
Mønsterdiagrammet læses fra nederste højre hjørne. Første række læses fra højre mod venstre, næste fra venstre mod højre, etc.
Opslagspinden gælder for første række i mønsterrapporten.
K angiver kantmasken.
Baggrundsfarven angiver den farve der strikkes med.
Cirklerne angiver, hvor der strikkes ret på vrangsiden.
Resten strikkes glatstrik.
Tilføj kommentar